-
Business-update: Mærsk afslører topchefs løn for første gang
Source: BDK Finans / 08 Feb 2024 06:49:49 America/Los_Angeles
Velkommen til torsdagens Business-update fra Berlingske Business. Vi har som sædvanlig været gennem nyhederne om erhvervslivet for at opdatere dig om det vigtigste lige nu. #1 – Advokat kræver over 30 millioner for oprydning i konkursbank Næsten 13 år har det taget at afvikle den krakkede bank Fjordbank Mors. Nu kommer regningen fra Boris Frederiksen, der er partner og bestyrelsesformand hos landets største advokatfirma, Poul Schmith/Kammeradvokaten. I alt skal han bede om 32,45 millioner kroner eksklusive moms for ulejligheden. Det skriver Nordjyske. I alt er der brugt 11.000 advokattimer på oprydningen. »Kurator har måttet behandle et meget stort antal særdeles komplicerede problemstillinger i et til tider ganske intensivt forløb i mere end 12 år,« skriver Boris Frederiksen til Skifteretten i Holstebro. Fjordbank Mors gik konkurs i juni 2011. Det skete, efter at banken blot havde eksisteret i otte måneder, som følge af en fusion mellem Morsø Bank og Morsø Sparekasse. #2 – Ratingbureauet S&P sænker Ørsteds kreditvurdering Det bliver fremover dyrere for Ørsted at låne penge. For det store ratingbureau S&P har nedgraderet kreditvurderingen af Ørsted. Det skriver Børsen på baggrund af en pressemeddelelse fra Ørsted. Nedgraderingen kommer efter Ørsteds årsregnskab onsdag, der viste et stort milliardunderskud og ingen udbyttebetalinger frem mod 2025. Samtidig stoppede bestyrelsesformand Thomas Thune Andersen, og Ørsted gør klar til at nedlægge 800 stillinger. Det er særligt en række store havvindprojekter i USA, der har kostet massive milliardnedskrivninger hos Ørsted, som får S&P til at sænke sin kreditvurdering fra »BBB+« til »BBB«. #3 – Mærsk afslører topchefs løn for første gang Logistik- og transportkoncernen Mærsks topchef, Vincent Clerc, har samlet tjent 40,25 millioner kroner i det forgangne år. Det er næsten halvanden gang mere end det, han blev betalt i 2022, hvor han stod for Mærsks største forretningsområde, Ocean & Logistics, skriver Finans. Schweizeren Vincent Clerc blev i 2023 den første ikkedansker til at blive udnævnt til øverste chef for det danske rederi, efter at han tog over for Søren Skou. Vincent Clerc får mindre end Søren Skou, som i 2022 fik 43,65 millioner kroner. Tre uundværlige fra Berlingske Business Du har måske allerede set dem, mens du har læst Berlingske i dag, men ellers er her to historier og en kommentar fra Berlingske Business, som vi kan anbefale dig at læse: A: De har aldrig tjent så mange penge: Ekspert »frygter populisme« Bankerne leverer rekordresultat på rekordresultat for 2023, og alt tyder på yderligere robuste overskud i de kommende år. Det er godt for aktionærerne, men ekspert frygter, at det fører til »populisme« i den politiske debat. Læs hele artiklen her. B: Investorerne reagerer på nyt regnskab: Mærsks værdi er faldet med 28 milliarder på under to timer Markedsværdien af den danske rederigigant er styrtdykket torsdag morgen, hvor selskabet har præsenteret årsregnskab. Læs hele artiklen her. C: Mærsk-indtjening styrter ned – spår svært 2024 Mærsk tjente 86 procent mindre i 2023, viser årsregnskabet fra den store danske virksomhed. En separat børsnotering af et datterselskab er samtidig på vej. Læs hele artiklen her. Tak fordi du læste med. https://www.berlingske.dk/virksomheder/business-update-maersk-afsloerer-topchefs-loen-for-foerste-gang